Enhver by med respekt for sig selv havde før i tiden et gadekær. Således også Stigs Bjergby, hvor kirken på dette postkort smukt spejler sig i vandet. Gadekæret har gennem tiden haft flere funktioner: det var vandingssted for byens husdyr, branddam i tilfælde af ildebrand, samlingssted for byens ungdom ved aftenstide og – både sommer og vinter - legeplads for byens børn. Til et gadekær hører også en flok ænder, således også her, hvor andehuset ligger på skråningen op mod vejen. I dag er gadekæret for længst fyldt op. Det eneste minde om fortidens idyl er et par af de gamle træer i vejkanten lige over for kirken. Datering: ca. 1935.